Foråsturen 26-04-2009
Allan Nielsen har været flittig med sit fotografiapparat
Vi startede hjemmefra i solskinsvejr kl.8.10. Knapt 2 timer efter var vi ved Elverdamskroen, hvor dagens mødested var. Efterhånden dukkede de andre Fiat’er op. Kl.10.15 var alle 8 biler parate til at køre mod Andelslandsbyen Nyvang, hvor der bl.a. var stumpemarked. Der gik vi rundt indtil kl.12.00. Vi kunne godt have brugt meget mere tid, for der var virkelig mange spændende køretøjer mødt op, men det var jo et stramt program.
Vi fortsatte over Munkholmbroen, videre gennem Rye, Sæby, Gerlev ved Skibby. Ved Selsø holdt vi frokostpause og fik snakket mere sammen.
Efter vi havde spist frokost fortsatte vi videre fordi Selsø, Sønderby, Østby, Østby Overdrev til vi kom til Skuldelev, hvor vi skulle besøge et Dukke- og legetøjsmuseum. Der blev kigget og snakket... Se der! Sådan en dukke har jeg haft!! Sådan en bil… osv., osv. I museets have var der anbragt borde og stole, så vi kunne sidde der og drikke vores eftermiddagskaffe og heldigvis var der også et rigtig fint toilet, som flittigt blev benyttet, inden vi fortsatte videre gennem Gershøj, Landerslev, Over Dråby til Jægerspris, hvor køreturen sluttede.
Hanne og Carsten, der har ishuset i Jægerspris, ventede os sammen med Senia og Tim Andersen, der desværre ikke kunne være med på køreturen, da deres Fiat 500 er under restaurering. Så var der ellers ”fri isbar”! Hanne og Carsten gav isvafler efter ”frit valg”, og hold da op hvor var de gode!
Så skulle jeres vej falde forbi Jægerspris, så snyd ikke jer selv for en god isvaffel fra ishuset ved det store træ!
Nå, det har været en dejlig lang dag, så vi takkede af for denne gang - og på gensyn i Græsted Veterantræf!
Pia og Peter Vittrup