Besøg hos DEN LILLE VINKÆLDER

Besøg i ”Den Lille Vinkælder”, Algestrup
Jeg fik en henvendelse fra ”Den Lille Vinkælder”, om vi kunne stille med 5 italienske biler til en italiensk vinaften som skulle holdes fredag d. 16. juni. Bilerne skulle være ”blikfang” og placeres rundt i haven, hvor smagningen skulle foregå.
Da vi jo lokalt her i Køge er i besiddelse af 4 køreklare, Peters hvide 500, Ellys gule 500, min sorte 600 samt min Belvedere (Lisas røde 500 var ikke klar), manglede vi kun 1 for at være fuldtallige. Jeg spurgte om Bo havde lyst til at stille op med sin hvide 500, hvilket han var villig til. Således kunne jeg melde tilbage til ”Den Lille Vinkælder”, at vi gerne ville støtte op om arrangementet.
Som tak herfor havde vi gratis adgang til mad og drikke (desværre skulle vi køre hjem)! Det var et godt arrangement med ca. 80 deltagere, der udover at have interesse for italienske vine også viste stor interesse for vores biler og vores klub.
Arrangementet varede 3 timer, og da vi takkede af fik alle 5 biler hver et karton med 3 dejlige italienske vine som ekstra tak, fordi vi ville møde frem og være med til at gøre arrangementet vellykket.
Med FIAT hilsener
Lisa & Jørgen
