1. PRÆMIE 

Søndag den 8. maj 2006, en af årets første rigtige solskinsdage, aftaler jeg med en af mine venner, Michael, som køre Landrover fra 1953, at vi skal vise flaget ved Dansk Veteranbil Klubs arrangement på Kastellet. Det skulle vise sig, at blive en rigtig stor dag for ”Sigtebrødet” og mig.

Det startede kl. 14.00, så jeg mente, at vi er der i god tid kl. 13.45. Det viste sig, at køen allerede var meget lang ved indgangen til Kastellet. Men endelig kørte vi ind. Vi blev skilt med det samme, da Michaels Landrover skulle holde sammen med de andre militærbiler. Hvilket var super flot.

Min bil ”Sigtebrødet” blev vist ind på 4. række, jeg syntes, at det var lidt langt væk, men hvad, vi skulle jo bare rundt og se alle de andres flotte biler. Rundt sprang jeg med kameraet og glemte næsten helt, at der nok var mange ved ”Sigtebrødet”, som ville snakke, så efter en times tid, gik jeg tilbage og ja, der var mange der ville spørge til ”det”!

En halv time inden arrangementet sluttede, kom der en herre hen og spurgte, om vi viste, hvem der var ejer af Multiplaen. Jeg var straks på banen, og sagde ”min” men var lige ved at sige, ”og nej, den er ikke til salg, men styrede mig. Den søde herre spurgte, om jeg ville køre op foran om ca. 5. min..

Her var det så jeg tænkte, hvad har jeg nu gjort. Jeg fik så at vide, at der var en lille præmieoverrækkelse, hvilket jeg ikke viste noget om. Jeg fik også at vide, at jeg bare skulle holde mig i baggrunden. Her hørte jeg mellem linierne, at ”nu skal du ikke tro, at du er noget, i forhold til de store, flotte biler” her var jeg galt på den.

Nå, men jeg kørte op, og håbede på en trøstepræmie for den bil der var grimmest; vendte forkert; eller havde det mindste bagagerum. (Jeg havde åbnet motorklappen og en sød teenager pige spurgte, om det var det eneste bagagerum der var i bilen). Her holdt jeg så, med to flotte biler foran mig.

Jeg kunne ikke høre alt hvad der blev sagt i højttaleren, men et hørte jeg, og det var ”og her har vi så 3. præmien”. Her var det så lige, at jeg trængte til et halvt stykke rugbrød godt belagt med stesolid, for nu kunne jeg godt regne ud, at eftersom jeg holdte som nr. 3, så måtte det blive en 1. præmie til ”Sigtebrødet”. Jeg begyndte at transpirere og ryste…… Men det var sandt, vi – bilen og jeg  - fik overrakt 1. præmien af selve Kommandanten fra Kastellet.

Jeg er så glad og stolt, og vil sige en STOR, STOR tak til Dansk Veteranbil klub, som her viser, at man ikke behøver at være stor og eksklusiv, men at vi små Fiat’er også kan gøre os gældende.

Med denne præmie, tror og håber jeg på, at vi får et godt Fiat år….

Tekst og foto:

Dorthe Marhauer

.