Køretur 3. juli 2005

 

Vi mødtes ved P-2 Møbler i Rønnede i dejligt solskin.

 

Ud over at beundre de små FIAT’er, måtte vi jo lige runde vinduerne i møbelforretningen for at se, om der skulle være nogle gode idéer til hjemmet.

 

Jytte og Sven Ulrik troppede op med deres lille bil på en autotransporter – nå, hvad var nu det? Kunne den lille Fiat dog ikke køre – næh, det kunne da vidst ikke passe, for Sven Ulrik måtte da netop være mand for at få selv en genstridig bil til at makke ret! Nåh! De skulle bare lige køre autotransporteren til Køge og ville så støde til resten af gruppen senere, hvilket de da også gjorde.

 

Vi startede så på en utrolig smuk og snirklet køretur i det skønne solskin – herligt for os der kan slå soltaget ned og få lidt luft ind i bilen – for de øvrige en varm tur – de var lidt ”kogte” da de krøb ud af bilerne.

 

Fra startstedet kørte vi via bl.a. Svennerup, Eskildstrup, Hyllede, Pugebjerg, Sølperup (hvilke underlige navne byer kan have) og lavede et lille holdt i Nysø på havnen, hvor der var mulighed for at blive lettet lidt for dem, der var begyndt at sidde lidt uroligt i sæderne. Turen fra startstedet og til Nysø var utrolig smuk og snirklet – vejret gjorde selvfølgelig også sit til at man bare kunne begejstres.

 

 

Efter en god pause på havnen hvor solen spillede og reflekterede i det næsten blikstille vand, og fik de flotte både til rigtig at spejle sig, fortsatte kortegen ud i det skønne landskab mod Præstø, hvor vi lige fik en rystetur gennem byen på den gamle brostensbelægning. Det er ren idyl at se de fine huse langs brostensgaderne, og de er næsten alle flot istandsat. Derefter gennem Tjørnehoved, Rekkende, Mern, Lekkende, Ugledige mod Udby.

 

 

Overraskelsen på denne tur var, at der var lavet en aftale med Udby Traktorsamling om, at vi kunne indtage vores medbragte mad her, og der var mulighed for at sidde inde eller ude alt efter vejret. Det er altså virkelig dejligt, at der er personer, der er så entusiastiske og har mulighed og evner til at lave et museum. Udby Traktorsamling er helt privat og traktorerne flot sat i stand. Ud over traktorer var der samlet en del andre spændende gamle ting – også fra dengang vi var børn og unge (nu føler man sig selv næsten som en museumsgenstand!) – symaskiner, diverse dåser, porcelæn, dukker, undertøj og andre klædningsstykker som vi i dag vil betakke os for at iføre os. En stor ros til ejerne af stedet – alt var så pænt og rent.

 

Efter en times tids frokostpause fortsatte turen mod Ørslev, Fæby og forbi herregården Snertingegård mod Snertinge, Sværdborg, Kastelev, Sallerup, Køng, forbi herregården Gammel Lundbygård i Lundby til Hammer Torup hos Anita og Bo Elmshøj, hvor der var dækket kaffeborde i haven, og hvor vi blev præsenteret for nogle flotte jordbærlagkager. Uhm, hvor de smagte!

 

En stor tak til Anita og Bo for en flot tur i det sydsjællandske – synd at Anita ikke kunne deltage i køreturen, men arbejdet med de ældre kaldte. Medlemmer der ikke kunne deltage i turen kan anbefales at køre turen – jeg vil inden længe køre turen igen!

 

 

Lisa Mikkelsen