Tilbage
     Årets første køretur den 2. Maj 2004

Så lykkedes det igen – en virkelig fin tur, flot vejr, glade mennesker.

Jytte og Sven Ulrik havde tilrettelagt en dejlig tur i det sydsjællandske, vi mødtes på Johanne Korchsvej 96 i Næstved kl. 10,00, alle var præcise, så vi kunne starte kl. 10,15.

Det første trip var ikke særlig langt, vi kørte ind mod Næstved by, hvor Sven Ulrik førte os ind til et autoophuggerfirma. Uha da tænkte jeg, hvad skal vi dog her, jeg syntes ikke min lille gule var tjenlig til en tur i knuseren. Jeg blev dog også mere rolig, da vi alle tog opstilling i gården og Sven Ulrik inviterede os indenfor. Det viste sig at ejeren af firmaet (som desværre ikke selv var tilstede) havde reddet en masse gamle biler fra at blive mast. Der var biler, biler og atter biler, i 2 etager stod de side om side, der var alle mærker repræsenteret og de ventede blot på en kærlig hånd, jeg tror dog ikke én mand kan klare det alene, så man må håbe han på et tidspunkt overlader nogle af bilerne til andre interesserede, så de atter kan komme ud at køre. Sønnen er ved at uddanne sig til automekaniker, så det kan jo godt være han giver en hånd med.

Perlen i hele samlingen var dog nok den bil vores kronprins havde kørt Amerika tyndt med, en rigtig stor amerikanerøse, flot var den. Vi fik fortalt at den havde kørt ”brudekaret” for datteren i huset, det har været et imponerende syn.

Da vi havde set os mætte, forsatte turen ad små hyggelige veje, først mod Gavnø; Appenæs, Vester Egesborg over Ring (ren nostalgi, her har mine forældre haft købmandsforretning engang), Hammer, Bårse, Engelsholm til Even Bro ved Præstø Fjord, hvor vi gjorde holdt og i strålende solskin spiste vores medbragte klemmer. Aflysning blev heldigvis ikke aktuelt.

Som sædvanlig vakte vores fine biler berettiget opsigt,  vi talte bl.a. med et par motorcyklister der var meget imponerede over alle de flotte biler.

Da vi havde fortæret frokosten fortsatte turen langs Præstø Fjord og Fakse bugt  mod Fakse Ladeplads, en meget skøn tur. Da vi havde god tid fortsatte turen ud mod Vemmetofte kloster, Kissendrup, Store Favrby og tilbage til Fakse Ladeplads, hvor vi nød eftermiddagskaffen inden vi tog afsked.

Endnu en dejlig køretur var slut --- men- men- men som sædvanlig fulgtes vi her fra Køge ad og hvad sker? Lisas lille røde 500 bliver træt og må hjælpes hjem af Falck, det var ærgerligt, nu gik den ellers lige så godt, som straf kommer den ikke med til Samsø, desværre!

Med Fiathilsen og tak for turen til Jytte og Sven Ulrik.
 

                                      Frank og Elly